Året der gik 2022

2021 har stået i forandringernes tegn

2021 har været et år med mange forandringer. Vi havde nok alle sammen håbet på, at COVID-19 havde taget sit tilbagetog hurtigere, end hvad realiteterne var, men på trods af et forår med fortsatte restriktioner har vi ikke blot fastholdt vores høje standarder, vi har også fortsat en stødt og stejl udvikling.

Vi har et ansvar
Mandecentrets kapacitet, størrelse og erfaring forpligter. Med mere end 15 års erfaring i at hjælpe krise- og voldsramte mænd, har vi en unik og indsigtsfuld viden og erfaring, som kan nuancere det traditionelle billede af, hvad en mand er, hvilke udfordringer han står overfor, og hvordan samfundet ser på ham.

Du skal bare mande dig op’, ’en rigtig mand bliver ikke udsat for vold fra en kvinde’, ’det skal løbes væk’. Disse er alle udsagn, som vi ofte hører om mænd – udsagn, som alle er forældet og en stigmatiserende måde at se et køn på.

I 2015 blev Mandecentret et § 110 tilbud under Serviceloven. Det var en milepæl for Mandecentrets eksistens, som forinden havde været drevet af fonde og satspuljemidler. Mandecentret gik til socialtilsynet med ønsket om at kunne tilbyde mænd den samme hjælp, som kvinder er blevet tilbudt i flere årtier under det, der hedder § 109 i Serviceloven (kvindekrisecentre). Men § 109 er kun forbeholdt kvinder, og Mandecentret måtte tage til takke med at gå ind under § 110 for herberger og hjemløse – en målgruppe langt væk fra de familiefædre, og andre krise- og voldsramte mænd, som Mandecentret møder. Selvom vi under § 110 kan tilbyde en professionel og skræddersyet indsats for krise- og voldsramte mænd, er der midler, herunder samarbejder med kommunen, psykologhjælp og krisecentererklæringer, for bare at nævne noget, som brugerne af Mandecentret ikke kan få gavn af.

Foruden det stigma det er, at man som mand ikke bliver set på som ligeværdigt voldsoffer, og derfor bliver sat i samme kategori som hjemløse. Det, mener vi, er en stor fejl.

Nye afdelinger
I de seneste år har vi etableret os solidt i Jylland, og afstandene mellem afdelingerne gør, at vi dækker et stort geografisk område. Selvom Mandecentret ved årets start var præsenteret i de seks største danske byer, var afstanden fra afdelingen i København og Fyn for stor.

Efterspørgsel på hjælp er stor på Sjælland, hvorfor der var brug for større kapacitet. Derfor var det med stor glæde, at vi i foråret kunne meddele, at Mandecentret har modtaget fondsmidler nok til at udvide afdelingen i København og åbne en ny afdeling i Slagelse. En samlet udvidelse på 25 pladser.

Mandecentret Slagelse åbnede i august og har allerede fuldt hus. I København er alle sejl sat ind på at få den helt nye afdeling på plads. En længe ventet byggetilladelse er endelig underskrevet, og vi kan påbegynde renovering af det, der skal danne rammen for 35 mænd og deres børns midlertidige bolig. Bygningen vil også danne rammerne for fortsat udvikling, forandring og ny viden på området.

I den forbindelse vil vi sige stor tak til Oak Foundation Denmark, Aage og Johanne Louis-Nielsen Fond, Augustinus Fonden og Den A. P. Møllersker støttefond, samt Folketingets Socialudvalg for at gøre udvidelserne og udviklingen mulig. TAK!

Ny direktør
Den tidligere direktørs farvel gav plads til en ny ved roret. Daværende vicedirektør, Jacob Engmose Astrup, var med sin konstituering en oplagt kandidat til at overtage jobbet. Og i foråret 2021 kunne bestyrelsen overbringe den glædelige nyhed, at Jacob var blevet udnævnt som Direktør i Mandecentret.

Samarbejder
Rollemodeller og gode relationer er ikke blot alfa og omega for menneskers ve og vel – det er det også for en organisations fremgang. Vi er derfor utrolig glade for alle dem, der taler Mandecentrets sag, og som gerne vil være med til at sætte spot på mænd. Vi oplever, at både privatpersoner, organisationer, kendte danskere og politikere er interesseret – og nysgerrigt spørger ind til Mandecentrets arbejde, samt deler og anbefaler Mandecentret. Det er netop dette, der skal til for at nå ud til alle dem, som sidder alene efter en skilsmisse og ikke ved, hvor de kan få hjælp.

Tak til alle jer, der anbefaler Mandecentret.

Hvad venter i 2022
I 2022 vil vi have fokus på, hvordan vi kan styrke vores tilbud. Vi vil ikke nøjes. De mænd, som Mandecentret møder, skal opleve at blive taget igennem deres krise under de bedste forudsætninger, og af det mest kompetente personale.

Vigtige temaer i de kommende år vil være ensomhed, fællesskab og netværk, udover at sætte endnu mere fokus på kendskabet til Mandecentret, så endnu flere kan få gavn af den hjælp, som Mandecentret tilbyder.

Over 2000 mænd har i 2021 henvendt sig til Mandecentret, og vi forventer en stigning i 2022. Stigning i antallet af henvendelser kræver mere arbejdskraft, og vi forventer, at vi igen til næste år kan byde endnu flere nye kolleger velkommen.

I foråret 2022 udkommer Lev Uden Volds rapport om mænds voldsudsathed. Resultaterne i rapporten vil blive retningsgivende for den fremtidige hjælp, som voldsudsatte mænd tilbydes. Og vi glæder os meget til at se, om vi en gang for alle kan få lov til at tilbyde den samme hjælp til voldsudsatte, uanset køn.

Tak
Mandecentret takker for alle de donationer, som er modtaget i 2021. Det er midler og gaver, som går direkte til at hjælpe krise- og voldsramte mænd samt deres børn.
Vi takker desuden vores samarbejdspartnerne for et berigede år.

Rigtig godt nytår!

 

 

Del denne artikel

Relaterede artikler

Mandecentrets Landsmøde 2024

Den 2. – 3. oktober mødtes medarbejdere fra Mandecentrets syv afdelinger til vores årlige landsmøde. Denne gang blev det afholdt på Fyn, hvor to intense

Læs mere

Tilmeld dig Mandecentrets nyhedsbrev og bliv en del af rejsen!

Med Mandecentrets nyhedsbrev får du den nyeste viden om mænd og ligestilling samt værdifuldt indhold direkte i din indbakke.

Jacob Engmose Astrup

Direktør
Mandecentret

I 2017 blev Jacob en del af Mandecentrets bestyrelse, men tiltrådte i marts 2018 som vicedirektør og i 2020 som direktør. Jacob er cand.jur. og har tidligere været afdelingsdirektør i koncernjura i Nykredit samt advokatfuldmægtig i forskellige advokatfirmaer.