Forside / Kommuner
Kommuner
Mandecentret har eksisteret siden 2006 og arbejder for, at ingen mand skal stå alene, når han rammes af en krise i forbindelse med et samlivsophør eller vold i familien.
Vores mission er at støtte kriseramte mænd i at bryde en social deroute
Mandecentrets rådgivning er helhedsorienteret og med blik for hele familien. Det betyder, at vi støtter den kriseramte mand i forhold til alle aspekter af krisen, og at vi ikke kun betragter manden som et individ, men som en del af et familiesystem. For mænd med børn er der særligt fokus på at styrke dem i at skabe eller opretholde et godt forældresamarbejde, bevare en stærk relation til sine børn og forblive en god far. Mandecentrets værdimæssige grundlag er, at hver mand er unik. Rådgivningen er derfor tilpasset den enkelte mand, selv om den udøves med afsæt i en række tværgående social- og pædagogfaglige indsatser og metoder. Det kan du læse mere om nedenfor.
Mandecentrets arbejde understøtter Housing First tilgangen. Dette ses bl.a. i vores målsætning om, at manden flytter i egen bolig med den rette støtte så hurtigt som muligt. I alle vores indsatser vægter vi et åbent og konstruktivt samarbejde med mandens hjemkommune for at sikre ham en vel tilpasset og bæredygtig hjælp. I vores indsatser er det med andre ord centralt at støtte manden dels i forhold til akut krisehåndtering, dels i forhold til den mere langsigtede hjælp, hvor hjemkommunen typisk vil være den aktør, der står ved hans side.