Den 2. – 3. oktober mødtes medarbejdere fra Mandecentrets syv afdelinger til vores årlige landsmøde. Denne gang blev det afholdt på Fyn, hvor to intense dage bød på fokus på sammenhold, udvikling og strategi.
Mandecentret består af syv afdelinger spredt over hele landet. For at sikre et stærkt fællesskab og en ensartet tilgang til vores arbejde, er det vigtigt, at vi mødes regelmæssigt. Det årlige landsmøde spiller en central rolle i at fastholde og videreudvikle den faglige kvalitet, rådgivning og erfaringsudveksling på tværs af afdelingerne.
I år var der særligt fokus på opstarten af vores nye børneindsats, men også en drøftelse af vores visitationsindsats, hvilket gav anledning til spændende refleksioner. Landsmødet dannede også en ramme for at styrke det interne samarbejde og udveksle viden om de udfordringer og succeser, vi møder i vores daglige arbejde.
En særlig overraskelse ventede medarbejderne, da vi modtog en hilsen fra den nye ligestillingsminister, Magnus Heunicke. I sin hilsen lykønskede han Mandecentret med den vigtige milepæl, at vi nu er blevet en del af Servicelovens §109. Han anerkendte samtidig vores arbejde med at støtte og hjælpe krise- og voldsramte mænd. Denne anerkendelse betyder utroligt meget for os alle i Mandecentret, da vi hver dag arbejder målrettet for at gøre en forskel for mænd og deres familier gennem vores vedholdenhed, engagement og dedikation.
Med fælles mål og fornyet energi står vi nu endnu stærkere i vores fortsatte indsats for at hjælpe mænd i krise og mænd udsat for vold i hjemmet.