Mandecentret har fået endnu en stærk stemme i arbejdet for mænds mentale sundhed. Vi er stolte af at præsentere vores nyeste ambassadør, 48-årige Mikkel Braginsky, som gennem sit arbejde allerede har gjort en stor indsats for at øge bevidstheden om mænds trivsel og identitet.
Mikkel er forfatter til bogen HANKØN og skaber af podcasten af samme navn. Han arbejder til dagligt som coach med fokus på mænds udvikling og kommunikation i parforholdet. Derudover afholder han foredrag og driver mandegrupper, hvor han hjælper mænd med at finde ind til sig selv og deres følelsesliv.
Foto: Søren Rønholt
Med sin omfattende erfaring og passion for emnet ser Mikkel ambassadørrollen i Mandecentret som en naturlig forlængelse af sit arbejde.
Hvorfor har du valgt at blive ambassadør for Mandecentret?
“Vi lever i en tid, hvor en af samfundets største udfordringer er den manglende opmærksomhed på mænds mentale helbred. Det har mange uheldige konsekvenser, og derfor er det vigtigt, at vi er så mange som muligt, der kan være med til at udbrede dette budskab. Jeg ser Mandecentret som en afgørende aktør i dette arbejde, og jeg er stolt af at kunne bidrage til deres indsats. Mit formål er at hjælpe mænd med at genfinde deres identitet og følelsesliv, og jeg håber, at jeg som ambassadør kan være med til at øge bevidstheden om Mandecentrets vigtige arbejde.”
Flere stærke stemmer i Mandecentret
Med både Mikkel Braginsky og Charlie Chrie som ambassadører får Mandecentret endnu bedre muligheder for at udbrede sit kendskab og række ud til endnu flere kriseramte mænd og deres børn. Mikkel og Charlie bidrager hver især med deres unikke perspektiver og erfaringer, hvilket styrker Mandecentrets arbejde med at bryde tabuer og skabe opmærksomhed omkring mænds mentale sundhed.
Vi ser frem til at fortsætte dette samarbejde og byde flere ambassadører velkommen, som deler vores mission og ønske om at hjælpe kriseramte mænd og deres børn.
Besøg Mikkels hjemmeside her.
Om Mandecentret
Mandecentret er et landsdækkende tilbud, der siden 2006 har tilbudt gratis rådgivning, støtte og midlertidig bolig til mænd i fare for langvarig hjemløshed efter en hård skilsmisse med bl.a. mentale og socioøkonomiske konsekvenser. Derudover er Mandecentrets målgruppe mænd udsat for vold i nære relationer.
Siden 2015 har Mandecentret været under Servicelovens § 110. Og da Servicelovens § 109 blev ændret til at omfatte både mænd og kvinder, har Mandecentret også kunne indskrive mænd under denne paragraf.
Mandecentrets botilbud indeholder bl.a., rådgivning indenfor bolig, samvær, hjemløshed, partnervold, beskæftigelse, netværk og mental sundhed. Mandecentret har afdelinger i nogle af landets største byer. I alle 7 afdelinger kan manden have sine børn boende eller på samvær.