I Mandecentret mener vi, at der er et presserende behov for at ligestille voldsudsatte mænd og kvinder. I dag kan kvinder, der er udsat for vold, få adgang til finansieret ambulant rådgivning. Den samme mulighed har mænd i samme situation desværre ikke.
Justitsministeriets offerundersøgelse fra 2023 viser, at mænd udgør 43 % af ofrene for partnervold. I Mandecentret mener vi derfor, der er behov for at ligestille voldsudsatte mænd og kvinders adgang til hjælp.
Via blandt andet SSA-puljen tilbydes der i dag gratis rådgivningsforløb til kvinder og pårørende til kvinder, der lever med vold i nære relationer. Men mænd, der udsættes for vold, har fortsat ikke adgang til en tilsvarende, tidlig indsats, der er tilpasset deres behov og situation..
Det betyder, at alt for mange mænd efterlades uden mulighed for at få den nødvendige hjælp i tide. Den eneste reelle mulighed er at flytte på krisecenter – men det er i langt de fleste tilfælde hverken ønskeligt eller nødvendigt.
Hvor står vi i dag?
I 2024 blev det endelig muligt for mænd at søge på krisecenter med deres børn. Det er et vigtigt skridt – men ligestillingen halter stadig, især når det gælder forebyggelse og rådgivning.
Mænd og fædre har fortsat ingen adgang til et offentligt finansieret rådgivningstilbud, der kan hjælpe dem med at håndtere og bryde ud af volden.
Det er dybt urimeligt, at kønnet afgør, hvilken hjælp man får som voldsudsat. Denne forskelsbehandling er med til at usynliggøre mænds oplevelser og behov – og det sender et farligt signal om, at vi ikke tager voldsudsatte mænd alvorligt.
Behovet vokser – men hjælpen følger ikke med
Mandecentret modtager hvert år næsten 2.000 henvendelser fra mænd, og tallet er stigende. Sidste år fik 309 mænd støtte via vores krisecenter og botilbud, og mere end 250 børn havde tilknytning til Mandecentret via deres far. Vi ser et stigende behov for hjælp, som vi ikke kan imødekomme.
Omkring 800 mænd får årligt støtte gennem vores egen version af et ambulant rådgivningstilbud – men det er ikke offentligt finansieret. Vi er afhængige af frivillige ressourcer, hvilket betyder, at vi ikke kan tilbyde stabil rådgivning i hele landet.
Mandecentret har 7 afdelinger på tværs af landet
Hvad er der brug for?
Der er brug for et landsdækkende rådgivningstilbud til de mænd, der har været eller er udsat for partnervold. Et tilbud, hvor voldsfaglige rådgivere kan hjælpe manden med at se volden, anerkende volden, afværge volden og bryde med volden.
Derudover sidder alt for mange børn i klemme i et dysfunktionelt og voldsomt forældreskab, og vi skal kunne gribe ind, før krisecenter bliver eneste udvej. Ingen børn har fortjent at leve i et voldeligt forældreskab eller selv blive udsat for vold, fordi der ikke er de tilbud, der er nødvendige for at bremse volden, før den eskalerer.
Om Mandecentret
Mandecentret er et landsdækkende tilbud, der siden 2006 har tilbudt gratis rådgivning, støtte og midlertidig bolig til mænd i fare for langvarig hjemløshed efter en hård skilsmisse med bl.a. mentale og socioøkonomiske konsekvenser. Derudover er Mandecentrets målgruppe mænd udsat for vold i nære relationer.
Siden 2015 har Mandecentret været under Servicelovens § 110. Og da Servicelovens § 109 blev ændret til at omfatte både mænd og kvinder, har Mandecentret også kunne indskrive mænd under denne paragraf.
Mandecentrets botilbud indeholder bl.a., rådgivning indenfor bolig, samvær, hjemløshed, partnervold, beskæftigelse, netværk og mental sundhed. Mandecentret har afdelinger i nogle af landets største byer. I alle 7 afdelinger kan manden have sine børn boende eller på samvær.