Mandecentret Hovedstaden i København har udvidet sit tilbud ved at ansætte psykomotorisk terapeut Laura. Med sin ekspertise inden for kropsbehandling og bevægelsesundervisning tilfører hun et nyt perspektiv på trivsel og velvære for de mænd, der opholder sig på centret.
Psykomotorisk kropsbehandling tager udgangspunkt i kroppen og dens sammenhæng med psyken. Som en del af det nye tilbud har Mandecentret Hovedstaden etableret et særligt rum, ‘Slap af mand’, designet til at fremme ro og fordybelse. Laura har med stor omhu indrettet rummet med beroligende farver, komfortable møbler og bløde tekstiler for at skabe en tryg og afslappende atmosfære.
“Det har været vigtigt at skabe et miljø, hvor mændene kan finde et pusterum midt i en svær tid. Rummet er indrettet, så det understøtter ro og fordybelse, hvilket er essentielt i en periode med krise og forandring,” fortæller Laura.
Kroppens signaler – en ny vej til forståelse
I ‘Slap af mand’ tilbyder Laura psykomotorisk kropsbehandling og bevægelsesundervisning, der hjælper mændene med at regulere deres nervesystem og skabe en bedre forbindelse til kroppen og øget kropsbevidsthed.
“Jeg arbejder med at skabe et sprog for kroppens signaler – smerter, hovedpine, spændinger. Når kroppen ‘larmer’ under en krise, kan det være svært at forstå, hvad den prøver at fortælle. Men ved at møde disse signaler med nysgerrighed, bliver det muligt at finde ro i kaosset. Min tilgang er ressourceorienteret og kropsligt forankret, og jeg har erfaret, at ro i kroppen fører til ro i hovedet,” forklarer Laura.
En positiv forandring i mændenes liv
De mænd, der bor på Mandecentret, befinder sig ofte i en svær livssituation med store forandringer, uro og ustabilitet. Christina Kirkegaard, forstander på Mandecentret Hovedstaden, ser stor værdi i det nye tiltag:
“Den psykomotoriske tilgang og behandling giver mændene en dyb ro, som mange af dem ikke har oplevet i lang tid. De får mulighed for at mærke sig selv på en ny måde – måske for første gang i flere år.”
Med dette nye initiativ ønsker Mandecentret Hovedstaden at skabe endnu bedre rammer for mænd i krise, hvor både krop og sind kan finde hvile og balance. Gennem psykomotorisk behandling får mændene en ny måde at bearbejde deres oplevelser på og opnå større trivsel i en svær tid.
Om Mandecentret
Mandecentret er et landsdækkende tilbud, der siden 2006 har tilbudt gratis rådgivning, støtte og midlertidig bolig til mænd i fare for langvarig hjemløshed efter en hård skilsmisse med bl.a. mentale og socioøkonomiske konsekvenser. Derudover er Mandecentrets målgruppe mænd udsat for vold i nære relationer.
Siden 2015 har Mandecentret været under Servicelovens § 110. Og da Servicelovens § 109 blev ændret til at omfatte både mænd og kvinder, har Mandecentret også kunne indskrive mænd under denne paragraf.
Mandecentrets botilbud indeholder bl.a., rådgivning indenfor bolig, samvær, hjemløshed, partnervold, beskæftigelse, netværk og mental sundhed. Mandecentret har afdelinger i nogle af landets største byer. I alle 7 afdelinger kan manden have sine børn boende eller på samvær.