Mere end et sted at bo

Hos Mandecentret kan du bo sammen med dine børn i den periode, hvor du ikke har et andet sted at bo eller ikke kan opholde dig i dit eget hjem. Det er ikke et krav, at du har børn. Mandecentrets hjemlige og rolige atmosfære sikrer, at du og dit barn kan bo trygt på Mandecentret.

Professionel rådgivning og støtte

Vi sikrer, at du, imens du bor på Mandecentret, får professionel rådgivning og støtte, så du får bearbejdet den situation, du står i, og så du kommer styrket ud på den anden side.

Vi arbejder for, at du og din (eks)partner samarbejder om forældreskabet, fordi vi mener, at et styrket forældresamarbejde styrker jeres børns trivsel. Du kan læse mere om forældresamarbejde her.

Du kan altid henvende dig til Mandecentret – både telefonisk og ved døren. Ved al henvendelse sker der en visitation, hvor vi afdækker din situation og laver en individuel vurdering af, hvad Mandecentret kan tilbyde dig, og om Mandecentret er det rigtige tilbud for dig.

Vi er landsdækkende

Mandecentret er fordelt på syv afdelinger. Vi har en afdeling i Aalborg, Aarhus, Randers, Esbjerg, Odense, Slagelse og København. Vi har i alt 111 pladser fordelt på afdelingerne.

For at komme i kontakt med en afdeling kan du ringe på 70 11 62 63 og vælge den afdeling, der er tættest på dig.

Erik flyttede på Mandecentret – Når skilsmissen får livet til at ramle

Efterforsorg

En del af Mandecentrets beboere kan efter endt ophold tilbydes efterforsorg. Om du kan tilbydes efterforsorg afhænger af om du har boet på Mandecentret på baggrund af en krise i forbindelse med et opbrud i dit parforhold eller om du har været udsat for vold i hjemmet. 

Efterforsorgstilbuddet strækker sig over en kortvarig periode på op til 6 uger efter udskrivning fra ophold på Mandecentret. Du kan modtage hjælpen i overgangen til egen bolig, eller ved behov for Mandecentrets støtte i overgang til anden (kommunal) indsats. 

Overgangen fra Mandecentret kan for nogle være svær. Derfor har vi kortvarigt mulighed for at hjælpe i overgangen til en tilværelse uden for Mandecentret. Tilbuddet gives, hvis du og dine rådgivere fra Mandecentret er enige om, at det kan være gavnligt for dig. Det er altid forstanderen, der godkender indsatsen.

Tilbuddet vil også give en mulighed for, at du forsat i en kortere periode er tilknyttet stedet, og at du kan mødes med kendte rådgivere, som har hjulpet dig, mens du boede på Mandecentret.

Kontakt

Mandecentret

Du kan altid henvende dig til Mandecentret – både telefonisk og ved døren. Ved al henvendelse sker der en visitation, hvor vi afdækker din situation og laver en individuel vurdering af, hvad Mandecentret kan tilbyde dig, og om Mandecentret er det rigtige tilbud for dig.  

Telefontid alle hverdage mellem 9-15