Den 3.–4. november mødtes medarbejdere fra Mandecentrets syv afdelinger til vores årlige landsmøde på Fyn. Her var fokus på medarbejdertrivsel og mænds ligestillingsudfordringer.
Mandecentret har i sidste uge afholdt landsmøde i Nyborg, hvor alle syv afdelinger på tværs af landet var samlet til to inspirerende dage med socialt og fagligt indhold om mænds ligestillingsudfordringer og mental sundhed på arbejdspladsen.
Det årlige landsmøde spiller en central i rolle i at fastholde og videreudvikle den faglige kvalitet og rådgivning på tværs af Mandecentrets afdelinger. Her deler vi erfaringer, udvikler nye idéer og skaber fælles retning for arbejdet med mænd og deres børn.
”På vores landsmøde i år benyttede vi lejligheden til at kigge tilbage på vores 20-årige historie. Vi samlede op på den forskel, vi har kunnet gøre for kriseramte mænd, og den betydning, vores organisation har haft i debatten om, og forståelsen for, mænds udfordringer.
Vi er kommet langt, men der er virkelig lang vej at gå endnu og et kæmpe behov for Mandecentret i fremtiden. Det har været fantastisk at kunne tilbringe to dage sammen med så dygtige, engagerede og sjove kolleger, som jeg har i Mandecentret. Vi blev klogere sammen, vi reflekterede sammen, og vi fejrede sammen,” siger Mandecentrets direktør Lars Lindholm.
Om Mandecentret
Om Mandecentret
Mandecentret er et landsdækkende tilbud, der siden 2006 har tilbudt gratis rådgivning, støtte og midlertidig bolig til mænd i fare for langvarig hjemløshed efter en hård skilsmisse med bl.a. mentale og socioøkonomiske konsekvenser. Derudover er Mandecentrets målgruppe mænd udsat for vold i nære relationer.
Siden 2015 har Mandecentret været under Servicelovens § 110. Og da Servicelovens § 109 blev ændret til at omfatte både mænd og kvinder, har Mandecentret også kunne indskrive mænd under denne paragraf.
Mandecentrets botilbud indeholder bl.a., rådgivning indenfor bolig, samvær, hjemløshed, partnervold, beskæftigelse, netværk og mental sundhed. Mandecentret har afdelinger i nogle af landets største byer. I alle 7 afdelinger kan manden have sine børn boende eller på samvær.


