Kasper og Storms nye begyndelse

Kasper beskriver den morgen, hvor han og hans søn Storm flytter på Mandecentret, som den mest kaotiske i sit liv. Situationen mellem hans kæreste og ham har længe været utryg. Alligevel har han aldrig forestillet sig, at han skulle flytte på et krisecenter.

 

Allerede den første dag fornemmer Kasper en varme og ro på Mandecentret. Han bliver vist rundt og hilser på de andre beboere. Lige som han har mest brug for det, lægger rådgiveren en beroligende hånd på hans skulder. ”Det lyder måske ikke af meget, men det var lige den form for omsorg, jeg havde brug for på det tidspunkt.”, fortæller Kasper. Herefter hjælper personalet med at købe sutteflasker og mælk til Storm. De er kommet afsted uden.

Hverdags rutinerne er vigtige
”Storm var kun 10 måneder, da vi flyttede ind. Månederne op til havde jeg været på barsel med ham. Det var vigtigt for mig at fortsætte de daglige rutiner, som vi havde opbygget under barslen. Det var virkelig hårdt, at vi var nødt til at flytte hjemmefra, men rammerne på Mandecentret var rigtig gode. Der var en børneseng på værelset, puslebord og et legerum. Når Storms basale behov var dækket, kunne jeg koncentrere mig om at være der for ham og skabe den ro og tryghed, han havde brug for.”

Kasper får hjælp af personalet til at italesætte og forstå nogle af de ting, der foregår i hans parforhold. Gennem samtaler om alle de tanker og følelser, der vælter rundt indeni ham, oplever han lige så stille at føle sig som sig selv igen.

”Mandecentret blev et trygt tilflugtssted for mig og Storm. Personalet var altid på Storms side. De gjorde alt, hvad de kunne, for at han skulle få det bedste udgangspunkt i livet. Lige præcis dét har betydet rigtig meget for mig. Det har berørt mig dybt, at jeg kunne dele store som små oplevelser med personalet. Fx tog han sit første skridt, mens vi boede her.”

Samarbejde mellem forældre
Under opholdet er kontakten mellem Kasper og Storms mor svær. Derfor hjælper personalet med kontakten til hende. De sørger også for, at hun kan komme på Mandecentret og være sammen med Storm et par gange om ugen.

”Indimellem har jeg selvfølgelig også været i tvivl om, om jeg gjorde det rigtige. Jeg har ikke tvivlet på mine evner som far, men personalet har alligevel formået at styrke min tro på mig selv i den rolle – det synes jeg, er bemærkelsesværdigt.”

De andre beboere har også stor betydning for Kasper. Fællesspisning og sociale aktiviteter skaber hygge og en tiltrængt hverdagsstemning. På dårlige dage går Kasper ture med en af de andre mænd. Selvom han ingen børn har, kan de spejle sig i hinandens livshistorier.

“Jeg mærkede også, at Storm blomstrede op på Mandecentret – blev gladere, mere smilende og udadvendt. Det overraskede mig, hvor hurtigt følelsen af at kunne mærke sig selv kom igen. Det tror jeg kun kan lade sig gøre, hvis rammerne omkring en er trygge og gode.”

Om Mandecentret
Mandecentret er et landsdækkende tilbud, der siden 2006 har tilbudt gratis rådgivning, støtte og midlertidig bolig til mænd i fare for langvarig hjemløshed efter en hård skilsmisse med bl.a. mentale og socioøkonomiske konsekvenser. Derudover er Mandecentrets målgruppe mænd udsat for vold i nære relationer.

Siden 2015 har Mandecentret været under Servicelovens § 110. Og da Servicelovens § 109 blev ændret til at omfatte både mænd og kvinder, har Mandecentret også kunne indskrive mænd under denne paragraf.

Mandecentrets botilbud indeholder bl.a., rådgivning indenfor bolig, samvær, hjemløshed, partnervold, beskæftigelse, netværk og mental sundhed. Mandecentret har afdelinger i nogle af landets største byer. I alle 7 afdelinger kan manden have sine børn boende eller på samvær.

Del denne artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig Mandecentrets nyhedsbrev og bliv en del af rejsen!

Med Mandecentrets nyhedsbrev får du den nyeste viden om mænd og ligestilling samt værdifuldt indhold direkte i din indbakke.

Jacob Engmose Astrup

Direktør
Mandecentret

I 2017 blev Jacob en del af Mandecentrets bestyrelse, men tiltrådte i marts 2018 som vicedirektør og i 2020 som direktør. Jacob er cand.jur. og har tidligere været afdelingsdirektør i koncernjura i Nykredit samt advokatfuldmægtig i forskellige advokatfirmaer.