Når det kommer til vold i nære relationer viser en ny rapport, at indbyrdes vold er den mest udbredte form for vold i de voldelige parforhold. I disse forhold er kvinder endda en anelse oftere voldelige end deres partner.
En undersøgelse udarbejdet af Dialog mod Vold og Syddansk Universitet for ligestillingsministeren viser, at den mest udbredte vold i nære relationer er den såkaldte indbyrdes vold, hvor begge parter er voldelige.
Rapportens konklusioner baserer sig på en gennemgang af mere end 200 internationale undersøgelser samt interviews med danske par. Den viser desuden, at kvinder i parforhold med indbyrdes vold er en anelse hyppigere voldelige over for deres partner. Dog påfører mænd større fysisk og psykisk skade ved udøvelsen af vold mod kvinder.
I morges tog Radio 24Syv Morgen fat i rapporten og problematikken med partnervold. Her medvirkede forskeren bag rapporten, Ask Elklit, faglig projektleder ved Mandecentret, Jørgen Juul Jensen, og Brian, der blev udsat for både psykisk og fysisk vold af sin ekskone.
Vold i nære relationer 1 – Brians historie:
Kvinder slår oftere deres mænd end omvendt. Det viser en ny undersøgelse af vold i nære relationer. En af de mænd, der har været offer for partnervold, er Brian. Han fortæller om sine oplevelser med både psykisk og fysisk vold.
Vold i nære relationer 2 – interview med Ask Elklit:
Fysisk og psykisk vold i hjemmet bliver ofte forbundet med kvinden som offer og manden som den voldelige. Men en ny undersøgelse af vold i nære relationer viser, at selvom mændene påfører deres partner større skade end kvinder, når de er voldelige, så er kvinderne oftere voldelige. Vi taler med en af forskerne bag undersøgelsen, Ask Elklit, som er professor på Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet.
Vold i nære relationer 3 – interview med Jørgen Juul Jensen og Brian:
Kvinder er oftere voldelige overfor deres mænd end omvendt – selvom mænd påfører deres partner større skade, når de er voldelige, end kvinder gør. Det viser en ny undersøgelse af vold i nære relationer. Vi taler med Brian, som af sin ekskone blev udsat for både psykisk og fysisk vold, og med Jørgen Juul Jensen, projektleder i Mandecentret, der er et gratis rådgivningstilbud til mænd.
Læs mere om Mandecentrets projekt om mænd udsat for vold.
Er du eller en, du kender, udsat for vold fra sin partner eller ekspartner, så kontakt os på 70 11 62 63 eller info@mandecentret.dk.