Mandecentret lancerer det landsdækkende netværkskoncept ”Drop-in, mand”, som er et tilbud til mænd i svære livssituationer. Her kan mænd helt uforpligtende tale med andre i samme situation og få hjælp til at forstå og håndtere den.
Mænd i Danmark er markant mere udsatte for ensomhed end kvinder. Ifølge en undersøgelse fra Forum for Mænds Sundhed har hver femte mand sjældent eller aldrig nogen at tale fortroligt med. For mange udgør partneren den eneste fortrolige – og et parbrud kan derfor få voldsomme konsekvenser.
“Vi møder hvert år hundredvis af mænd, der står alene i en livskrise, uden et stabilt netværk at støtte sig til. Det er en tung og ofte skamfuld situation, som alt for ofte ender i isolation, mistrivsel og i værste fald selvmord. Der er med andre ord behov for et sted, hvor mænd kan mødes og spejle sig i hinanden,” siger direktør Lars Lindholm fra Mandecentret.
Et fleksibelt netværkskoncept tilpasset mænds behov
”Drop-in, mand” er et nyt netværkskoncept, der bliver tilbudt i alle Mandecentrets syv afdelinger over hele landet. Netværksgrupperne skal drives ved hjælp af frivillige rådgivere og tilbyder et fællesskab, hvor mænd kan dele erfaringer, støtte hinanden og styrke egen tro på at komme igennem svære situationer.
“Vi ved, at mænd gerne vil have støtte – men den skal gives på en måde, der opleves meningsfuld og overkommelig. Derfor designer vi netværksgrupperne fleksibelt og uforpligtende, så man møder op, når man kan og vil,” siger Lars Lindholm.
Ensomhed koster milliarder – både menneskeligt og økonomisk
Udover de menneskelige omkostninger har ensomhed også en høj pris for samfundet. Beregninger viser, at ensomhed hvert år koster Danmark over otte milliarder kroner i behandling, pleje og tabt produktion.
“Hvis vi lykkes med at styrke mændene i at skabe og bevare netværk, så styrker vi ikke bare deres trivsel og livskvalitet – vi forebygger også tunge sociale og sundhedsmæssige indsatser,” siger Lars Lindholm.
”Drop-in, mand” er et gratis tilbud støttet af midler fra Ligestillingsministeriet.


