Når du bor på Mandecentret

Mandecentrets botilbud er et midlertidigt botilbud til mænd. Forudsætningen for at bo på Mandecentret er, at du ikke kan opholde dig i dit hjem eller ikke har noget sted at bo. Den situation, du står i, udspringer af et brud i parforholdet, eller fordi du er udsat for vold i hjemmet.

Ro og rådgivning

Når du flytter ind på Mandecentret, får du et værelse tildelt. Her er der plads til, at du kan bo. Hvis du har børn, er der også plads til dem.

Du deler køkken, stue, bad og toilet med de øvrige beboere. Afdelingen er indrettet hjemligt og hyggeligt. Der er plads til børn, plads til at boltre og hygge sig i de rolige omgivelser. Alle hjælper til med at opretholde en ren og pæn afdeling.

Som en del af det at bo på Mandecentret skal du indgå i Mandecentrets højt faglige og kompetente rådgivningsforløb. Det vil sige, at du flere gange om ugen skal deltage i samtaler med din rådgiver og deltage i fællesaktiviteter.

Vi arbejder ud fra 12 livstemaer, for på denne måde kommer vi rundt om mange facetter af dit liv. Ud fra hvert tema sætter vi, sammen med dig, et mål for din tid på Mandecentret.

Når man står i en krise, er det ofte svært at få øje på sine egne ressourcer, værdier og ønsker for fremtiden. Derfor er vores fokus, at vi sammen med dig skaber et overblik og styrker dine muligheder.

Tryghed og tillid

Når du har fået tilbudt en plads på en af Mandecentrets afdelinger, indgår du i de forudsætninger, der skal til for at bo på Mandecentret.

Fordi der bor børn på Mandecentret, stiller vi krav til, at du bidrager til, at afdelingerne er et trygt og rart sted at være for beboere og børn.

Du må under ingen omstændigheder indtage alkohol eller euforiserende stoffer under dit ophold på Mandecentret. Det gælder både, når du er på Mandecentret, og når du ikke opholder dig på Mandecentret.

Mandecentret er ikke et døgntilbud. Det vil sige, at der ikke altid er personale uden for almindelig dagstid. Du står selv for madlavning, samvær med dine børn og skal opretholde en normal hverdag.

Kontakt

Mandecentret

Du kan altid henvende dig til Mandecentret – både telefonisk og ved døren. Ved al henvendelse sker der en visitation, hvor vi afdækker din situation, og laver en individuel vurdering af, hvad Mandecentret kan tilbyde dig, og om Mandecentret er det rigtige tilbud for dig.  

Telefontid alle hverdage mellem 9-15