Af Lars Lindholm, direktør i Mandecentret
Selvmordsraten i Danmark er faldet over det seneste årti. Det er der virkelig grund til at glæde sig over. Men tallene dækker over, at mænd markant dominerer statistikken, og at vi som samfund ikke interesserer os nok for netop det.
Debatindlægget blev bragt i Jyllands-Posten den 30. april 2026.
Den seneste opgørelse fra Center for Selvmordsforskning er opmuntrende læsning på en dyster baggrund. Selvmordsraten i Danmark er faldet over det seneste årti. Færre mennesker mister livet, og færre familier rammes af den ubærlige sorg, et selvmord efterlader.
Men midt i de positive nyheder gemmer sig en alvorlig udvikling, som vi risikerer at overse. I 2025 blev der registreret 503 selvmord blandt personer over 15 år i Danmark. 371 af dem var mænd. Tre ud af fire selvmordsofre er altså mænd.
Samtidig er den kønsmæssige ubalance steget. Kvinders selvmordsrate er faldet med 30 procent siden 2015. For mænd er faldet kun 12 procent. Vi er heldigvis blevet bedre til at forebygge selvmord, men vi er lykkedes bedre blandt kvinder end blandt mænd.
Det burde afføde langt mere refleksion og debat, end det gør. Hvis tre ud af fire ofre tilhørte en anden gruppe i samfundet, ville vi spørge os selv, hvilke strukturer og mekanismer der lå bag. Vi ville efterspørge forskning, politisk handling og løsninger.
Når det handler om mænd, sker der ofte noget andet. Så bliver forklaringerne individuelle. Mænd burde blive bedre til at tale om deres følelser. De burde søge hjælp tidligere. De burde række mere ud. Tage sig sammen. Selvfølgelig har personlige valg betydning. Men når et problem rammer så skævt, som selvmord gør, er vi forpligtede til at undersøge, om der er større samfundsmæssige forhold på spil.
For selvmord er ikke det eneste område, hvor mænd er markant overrepræsenterede. Det gælder også hjemløshed, misbrug og en række andre alvorlige sociale problemer. Når det samme mønster går igen på tværs af så mange områder, giver det mindre mening at forklare det alene ud fra individuelle forhold.
For nylig beskrev ROCKWOOL Fondens forskningschef i et debatindlæg netop dette paradoks: Hvor vi har udviklet et relativt præcist sprog for strukturel ulighed, når det gælder kvinder, mangler vi ofte det samme, når det gælder mænd. Problemer som ensomhed, mistrivsel, frafald og selvmord behandles enkeltvis uden en fælles forståelsesramme, der forbinder dem.
Konsekvensen er, at mænds udfordringer ofte bliver betragtet som kulturelle eller personlige problemer snarere end som samfundsudfordringer. Men, som forskningschefen skriver, hvis vi ikke anerkender, at mænds problemer også kan være strukturelle, risikerer vi at overse de mekanismer, der skaber dem.
Med andre ord handler det om, at vi skal lære at se mænds problemer på samme måde som kvinders: et samfundsproblem. Det fordrer, at vi ikke ser kvinders ligestilling som modsætning til mandens. Vi kan godt både anerkende de udfordringer, kvinder møder, og samtidig tage alvorligt, at drenge og mænd på andre områder oplever markante systematiske problemer.
Derfor er vi også som samfund forpligtet til at undersøge, hvorfor så mange flere mænd end kvinder ender med at tage deres eget liv. Hvilken betydning har sociale normer, adgang til hjælp, uddannelse, arbejdsliv og relationer? Og hvordan udvikler vi indsatser, der i højere grad når de mænd, som i dag falder igennem?
Tallene fra Center for Selvmordsforskning viser, at det heldigvis er muligt at styrke indsatsen for at forebygge selvmord. Det er meget opløftende. Men de viser også, at vi fortsat overser en af de største kønsmæssige uligheder i det danske samfund.
