Mandecentret har den 7. november 2025 modtaget Lov om ændring af social service og forskellige andre love i høring. Mandecentret takker for muligheden for at afgive høringssvar.
Mandecentret er et landsdækkende tilbud, der siden 2006 har tilbudt midlertidig bolig og gratis ambulant rådgivning til krise- og voldsramte mænd. Mandecentret har syv afdelinger i landets største byer, og driver 117 pladser, der er godkendt efter servicelovens § 110 og § 109. I 2025 forventer vi at have 350 mænd indskrevne og være i kontakt med ca. 300 børn. Herudover driver vi frivilligt baseret ambulant rådgivning, samt videns- og fortalervirksomhed.
Nedenstående høringssvar er delt op, så første del handler om kapacitetsstyringen på §110 og anden del om takstlofter på henholdsvis §§109 og §110.
Kapacitetsstyring af §110
Generelle bemærkninger
Mandecentret anbefaler, at man følger Social- og Boligstyrelsens anbefalinger fra 2023, som pegede på, at et fagligt minimumsniveau for området sammen med begrænsninger for taksten forventes at have en regulerende effekt på området, samt at kapacitetsregulerende tiltag først skal overvejes, hvis det ikke er tilfældet (Social- og Boligstyrelsen ”Styring og kapacitet på §110 området”).
Lovforslagets del omkring kapacitetsstyring bør derfor afvente implementering og evaluering af lovforslagets øvrige del omkring takstlofter mv.
I tillæg hertil bemærkes, at data fra Tilbudsportalen viser, at antallet af pladser på §110 området har været støt faldende siden foråret 2024 (Tilbudsportalen – Social- og Boligministeriet). Dermed ser der ikke ud til at være et akut behov for at iværksætte initiativer, der begrænser kapaciteten.
Risici ved udbud
Mandecentret gør opmærksom på, at §110 området i øjeblikket præges af fagligt stærke og dybt erfarne civilsamfundsaktører, der gennem årtier har medvirket til at udvikle danske velfærd på socialområdet.
Mandecentret kan tilslutte sig Social- og Boligstyrelsen, der i føromtalte anbefalinger gør opmærksom på, at en proces med udbud kan indebære, at det alene er de store og/eller private leverandører, der har ressourcerne til at byde ind på udbuddene.
Store private koncerner har kapitalen til at underbyde og drive den første udbudsperiode med underskud, hvorefter der senere skrues op for prisen, når der ikke længere er andre udbydere, der har den fornødne kapacitet i forhold til investering i lokaler, personale mv.
Underlægger man den private del af §110 området udbud, er der derfor en risiko for, at et velfungerende område, der i dag garanterer den fornødne kapacitet og leverer høj kvalitet, overtages af kapitalkoncerner med fokus på profit. Disse koncerner vil økonomisk kunne leve med at skulle i udbud hver 6. år.
Dertil vil en udbudsmodel, der prioriterer pris i sine udbudskriterier, åbne op for, at mindre private aktører uden den fornødne faglighed kan underbyde og vinde udbud på urealistiske lave priser, hvorefter der kan trækkes overskud ud i den første del af udbudsperioden, indtil Socialtilsynet får mulighed for at lukke tilbuddet ned. Dette vil føre til flere mediesager om ”brodne kar” i branchen, og have konsekvenser for udsatte mennesker.
Samtidig vil de aktører, der ikke vinder udbuddene, være nødsaget til at annullere de investeringer, der over årtier er finansieret over den kommunale takst i form af istandsættelse, leje eller køb af lokaler, kompetenceudvikling af medarbejdere, opbygning af faglige standarder mv. De investeringer der måtte skulle foretages af nye aktører, vil ligeledes primært skulle afholdes over den kommunale takstfinansiering, da Socialtilsynets ved deres godkendelse af takster tager udgangspunkt i tilbuddenes langsigtede omkostninger.
Fastholdes kravet om driftsudbud bør det derfor i lovforslaget fastlægges, at et udbud skal tage udgangspunkt i Socialtilsynets seneste vurdering af tilbuddets kvalitet jf. tilsynets kvalitetsmodel, samt at kvalitet skal vægte langt tungest. Udbuddets vurdering af pris bør alene basere sig på eksisterende godkendte takster, eller af det politisk vedtagne takstloft. Herudover bør der ved første udbudsrunde alene kunne deltage tilbud, der allerede har modtaget godkendelse af Socialtilsynet.
Mandecentret kan endvidere tilslutte sig Social- og Boligstyrelsens anbefaling om, at et eventuelt krav om driftsaftaler – for at sikre ligebehandling mellem aktørerne på området – skal gælde både private og offentlige leverandører (Social- og Boligstyrelsen ”Styring og kapacitet på §110 området” s. 28). De kommunale tilbud driver i dag 28 procent af pladserne på §110 området. Hvis hensigten med driftsudbud er at skabe et udbud med den rette kapacitet, høj kvalitet og lav pris, er det derfor uforståeligt hvis kommunale tilbud skal friholdes fra at blive konkurrenceudsat.
Forholdet mellem Socialtilsynet og kommuner
Mandecentret noterer sig, at det med lovforslaget vil blive en betingelse for socialtilsynets godkendelse efter servicelovens § 110, at private herberger har en driftsaftale med den kommune, hvor pladserne er beliggende.
Det bryder med Socialtilsynets nuværende rolle og kompetence. Det anbefales derfor at forholdet mellem Socialtilsyn og kommune vendes om, således at tilbud først modtager en vurdering og godkendelse fra Socialtilsynet, og herefter kan indgå i udbud og opnå driftsaftale med kommunen.
Det er Socialtilsynet, der har kompetencen til at kunne vurdere botilbuds faglighed og økonomi og dermed være garanten for, at de ydelser, der stilles til rådighed for udsatte borgere, lever op til den standard, man skal kunne forvente. Kommunen bør derfor i sin vurdering af udbud kunne lægge sig op ad Socialtilsynets vurdering.
I forlængelse heraf anbefaler Social- og Boligstyrelsen, at det ved udbud ”vil være nødvendigt at tilrettelægge godkendelsesprocessen ved socialtilsynet, så godkendelsen kan foretages hurtigt eller med forbehold for, at leverandøren efterfølgende kan fremsende dokumentation for en driftsaftale. Dette fordi det ellers kan blive vanskeligt for nye tilbud at etablere sig og blive godkendt” (Social- og Boligstyrelsen ”Styring og kapacitet på §110 området” s. 28)
Negative incitamenter for kommunerne i forhold til kapacitet
Det vil med forslaget være et krav, at et herberg med privat driftsherre har driftsaftale med den kommune, hvor pladserne er beliggende. Såfremt herberget har pladser beliggende i flere kommuner, dvs. har flere afdelinger, vil herberget skulle have driftsaftale med alle de kommuner, hvor pladserne er beliggende.
Mennesker, der har ophold på herberger og forsorgshjem, er ofte ikke en gruppe borgere, man ønsker sig i sin kommune, da de kan opleves utryghedsskabende. Dertil kommer, at de mennesker, der har opholdt sig på et herberg eller forsorgshjem efter en succesfuld udflytning, ofte vil bosætte sig i kommunen, hvilket kan være udgiftskrævende for kommunen. Endelig kan den enkelte kommune være underlagt politisk fastsatte mål om at begrænse hjemløshed.
Den enkelte kommune har endvidere ikke incitament til at indgå driftsaftale med et §110 tilbud i kommunen, der dækker behov for borgere i tilgrænsende kommuner. Da §110 tilbud typisk dækker behov for borgere i en række kommuner, og dermed ikke kun i beliggenhedskommunen, er derfor brug for en central styring af udbudsprocessen – og ikke kun koordinering – for at kompensere for de negative incitamenter i beliggenhedskommunerne.
Lovudkastet foreslår, at kapaciteten skal fastsættes i regi af KKR. Da KKR består af borgmestre og politikere fra kommunerne i de enkelte regioner og dermed varetager kommunernes interesser, vil den model ikke kunne kompensere for de negative incitamenter, kommunerne vil have i forhold til at sikre en landsdækkende kapacitet.
Skal der træffes beslutning om kapacitet, bør det derfor bero sig på en national fastsættelse, hvor man inddrager relevante aktører på området.
Økonomiske konsekvenser
Ministeriet forventer, at de økonomiske konsekvenser af lovudkastet vil udgøre 4 millioner kroner. Det beløb forekommer ikke retvisende.
Udbudsmodellen er i sig selv ressourcetung for SKI, men hertil kommer en betydelig administrativ koordinering i KKR regi, et omfattende tilbudsarbejde fra både store og små aktører samt juridiske og faglige afklaringer på tværs af myndigheder. Endelig vil der være en større, omend skjult omkostning til at erstatte de investeringer i lokaler, istandsættelse, kompetenceudvikling, faglige standarder mv. der går tabt hos de tilbud, der må dreje nøglen om. Disse investeringer skal genskabes hos nye aktører, bliver finansieret over taksten og vil altså påvirke de offentlige udgifter.
Takstlofter på krisecentre og herberger
Generelle bemærkninger
Mandecentret anerkender, at man har brug for at kunne begrænse udgiftsniveauet på de enkelte §§109- og 110-tilbud. Socialtilsynet gør i forbindelse med godkendelse af nye tilbud, økonomisk tilsyn og årlige godkendelser af budgetter et meget stort arbejde for at begrænse udgifterne på området. Mandecentret anbefaler derfor, at man yderligere styrker Socialtilsynets kapacitet på både det faglige og det økonomiske område.
Et takstloft kombineret med et reduceret tilsyn – og på §110 også udbud – har derimod ikke den ønskede effekt i forhold til at begrænse udgifterne. Ved indførelsen af et takstloft risikerer man at de tilbud hvis takster ligger langt under loftet, gradvist hæver taksterne op imod loftet.
På §110-området bør ministeriet endvidere være opmærksom på, at kommunerne med forlængelse af refusionsperioden fortsat har tilstrækkeligt incitament til at begrænse taksterne på kommunale tilbud.
Fastholdes takstlofterne, bør de suppleres med differentierede takstlofter, der tager højde for medfølgende børn. Når børn kommer med på et krisecenter har de også været indirekte eller direkte udsat for vold og derfor har børnene også brug for hjælp.
Med venlig hilsen
Lars Lindholm
Direktør i Mandecentret
