Mandecentret har ansat journalist Mette Noppenau som ny kommunikationschef pr. 1. juni 2026. Hun har tidligere været kommunikationschef i Fairtrade-mærket Danmark og pressechef i Red Barnet.
Den 1. juni indtræder Mette Noppenau som ny kommunikationschef i Mandecentret. Hun afløser Chastine Engqvist, som har valgt at søge nye veje efter syv år på posten. Mette Noppenau er uddannet journalist fra SDU og har blandt meget andet arbejdet som pressechef i Red Barnet og som kommunikationschef i Fairtrade-mærket Danmark og i CARE Danmark.
”Vi er glade for at byde Mette velkommen som ny kommunikationschef. Mettes personlige profil samt erfaring og resultater fra NGO-branchen og mediehuse gør hende til et oplagt valg til at drive vores presse- og kommunikationsafdelings fortsatte udvikling,” siger Mandecentrets direktør Lars Lindholm.
Mette Noppenau ser frem til at bruge sin faglighed til at sætte mænds ligestilling på dagsordenen og give mænd i udsatte positioner en tydeligere stemme.
”Jeg glæder mig til at arbejde i Mandecentret, hvor jeg kommer til at stå i spidsen for en kommunikationsindsats, der ikke bare skaber synlighed, men reel forandring. Jeg ser særligt frem til at arbejde helt tæt på målgruppen og bruge min faglighed på at sætte en overset dagsorden øverst på den offentlige og politiske agenda. Og så bliver det helt fantastisk at arbejde sammen med kompetente kolleger og dygtige samarbejdspartnere, som brænder for den samme sag – at skabe tryghed og ligestilling i vores samfund og sikre, at ingen står alene hverken før, under eller efter, krisen rammer,” siger Mette Noppenau.


