Mandecentrets kommunikations-afdeling søger praktikant (efterår)

Ønsker du et praktikforløb, hvor du både gør en forskel og udvikler dine kompetencer?


Når man giver sin tid og kvalifikationer ud gratis, må man selvfølgelig forvente at få noget værdifuldt igen. Det kan vi tilbyde dig som praktikant i Mandecentrets kommunikationsafdeling. Jobbet er nemlig et af de mest meningsfulde, du kan finde. Det giver dig en direkte mulighed for at gøre en forskel for krise– og voldsudsatte mænd samt deres børn. Vi tilbyder en unik chance for at arbejde i et inspirerende miljø med fokus på trivsel, medbestemmelse og personlig såvel som faglig udvikling.

Hvem er vi?

Mandecentret er en NGO og et krisecenter for mænd. Bag enhver mand, der henvender sig til Mandecentret, er der en fortælling om en brudt familie, krise, sorg og i nogle tilfælde partnervold – oftest med børn som en del af fortællingen. Disse historier fortjener at blive fortalt, og vores vigtigste opgave er, at ingen skal føle sig alene, når livet rammer hårdt.

Kommunikationsafdelingens opgave er at synliggøre Mandecentret overfor relevante interessenter og omverdenen, nedbryde tabuer og være med til at sætte mænds udsathed på den politiske dagsorden.

Mandecentret blev etableret i 2006 med et botilbud i København. I dag er vi syv afdelinger placeret i Aalborg, Randers, Aarhus, Esbjerg, Odense, Slagelse og København.

Din praktikplads vil være i vores lokaler i indre København.

 

Dine primære arbejdsområder:

Som praktikant vil du arbejde tæt sammen med kommunikationsafdelingen, som består af en kommunikationsrådgiver og en kommunikationschef. Du vil få hands-on erfaring inden for en bred vifte af kommunikationsopgaver:

  • Bistå med hjælp til fondsansøgninger og afrapportering.
  • Overvågning og rapportering af nyeste politiske tiltag på blandt andet social – ligestilling – børn og unge – beskæftigelsesområdet både lokalt og nationalt
  • Hjælpe med opsætning, implementering, nyanskaffelser og relationspleje af privatdonationer
  • Understøtte det daglige arbejde i kommunikationsafdelingen med praktiske opgaver.
  • Producere velfortalt content til Mandecentrets sociale medier og hjemmeside, herunder tekst, grafiske illustrationer, infografik, billeder og videoer.
  • Mulighed for skriveopgaver til vores hjemmeside, nyhedsbreve og internet.
  • Bidrage til planlægning og afholdelse af konferencer og webinarer.
 

Om dig:

Vi søger dig, der brænder for kommunikation som både kundskab og håndværk. Du skal kunne formilde på et højt niveau, have styr på din grammatik og have en god forståelse for organisationsstruktur sammenholdt med det samfund og den målgruppe, du kommunikerer til.

Vi forestiller os, at du:

  • Er i gang med en relevant videregående uddannelse inden for kommunikation, it, digitale medier eller lignende. Praktikken er en del af dit uddannelsesforløb og ulønnet. 
  • Har stærke skriftlige og mundtlige kommunikationsevner.
  • Har politiks tæft og god samfundsforståelse.
  • Interesserer dig for sociale medier og digital kommunikation.
  • Er kreativ, initiativrig og har en god forståelse for, hvordan man formidler komplekse budskaber på en klar og engagerende måde.
  • Er struktureret og kan arbejde selvstændigt såvel som i teams.
  • Kan kommunikere og samarbejde på tværs af afdelinger og fagligheder.

Det er ikke et krav, at du har opskriften på alle opgaveløsningerne – det skal vi nok hjælpe dig med.

I Mandecentret arbejder vi med en flad struktur, hvor vi alle tager aktiv del i, at huset fungerer optimalt for beboere, kolleger, samarbejdspartnere og besøgende. Det er derfor vigtigt, at du anser det at løfte i flok som en selvfølge og ikke er bleg for at tage fat, hvor der er behov.


Hvad tilbyder vi?

Du bliver en del af en arbejdsplads med passionerede og fagligt stærke kollegaer, som alle arbejder for at sikre bedre vilkår og indsatser for krise- og voldsramte mænd samt deres børn. Vi har højt til loftet og en uformel omgangstone. Selvom vi ikke kan tilbyde dig løn under praktikperioden, garanterer vi gode julegaver og godt selskab.

Vi forestiller os at praktikperioden løber fra start september til slut december 2025 med en arbejdstid på omkring 33 timer om ugen.

Du kommer til at referere til Presse – og kommunikationschef Chastine Nygaard Engqvist.

Interesseret?

 

Du søger praktikpladsen ved at sende din ansøgning og CV til nedenstående mail inden den 30.3.2025. Vi indkalder løbende til samtale.

Har du spørgsmål til praktikken, er du velkommen til at kontakte Chastine Nygaard Engqvist på mailen eller tlf. 50 80 28 67.