fbpx

Folketinget bevilliger 1 million kroner til Mandecentret

Pressemeddelelse

Folketinget bevilliger 1 million kroner til Mandecentret

I dag har et bredt flertal af Folketingets partier bevilliget 1 million kroner til Mandecentret. Pengene imødekommer Mandecentrets ønske om at udvikle, udvide og samle et center i København målrettet hjælp til mænd i krise efter samlivsophør, skilsmisse og vold i nære relationer.

I år er det 15 år siden at Mandecentret blev etableret og siden da har Mandecentret landet rundt hjulpet mænd ud af en social deroute. I en længere periode har Mandecentret i København haft svært ved at følge med efterspørgslen, og vi har flere gange været nødsaget til at afvise mændene og deres børn, fordi vi ikke har det nødvendige antal pladser.

Derfor er det en stor glæde at få bevillingen på 1 million kroner. Midlerne hjælper Mandecentret rigtig godt på vej i udvidelsen af afdelingen i København.

Vi glæder os meget over den økonomiske opbakning, og ser frem til at kunne nå langt flere mænd og deres børn. Jeg vil især takke for den politiske støtte, som er blevet udvist i forbindelse med bevillingen, det er meget glædeligt at der er en politisk vilje til at bakke op om en målgruppe, der længe har været overset” siger Jacob Astrup konst. Direktør i Mandecentret.

Pengene er ikke alene med til at imødekomme et stigende behov for hjælp til kriseramte mænd, med pengene kan vi også i langt større skala formidle den kvalificerede og unikke viden som Mandecentret besidder.

Det gør ondt på os når vi er nødsaget til at afvise mændene og deres børn, og det glæder mig at vi får mulighed for at rumme og imødekomme de mænd, der modigt tager kontakt til Mandecentret for at få hjælp i en svær tid”, siger Christina Kirkegaard, forstander for Mandecentret København.

Et samlet center

Ved at forøge og samle afdelingerne i København og Frederiksberg til et stort center i indre København, kan vi udvikle og udvide paletten af tilbud.

Centret vil indeholde det som vi kender Mandecentret for i dag. Nemlig botilbud til mænd og deres børn, der mangler et sted at bo efter et endt forhold, og som har brug for rådgivning og et midlertidigt sted at bo. Med de større omgivelser kan vi lave børnevenlige faciliteter, der vil understøtte den enkelte mand i rollen som far; Og så vil vi få handicapvenlige faciliteter.

Ved at placere centret midt i København, formår vi at favne et større geografisk område, da infrastrukturen gør det lettere at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet for de mænd, der er nødsaget til at flytte ind på Mandecentret, og flytte fra deres vanlige lokalområde.

Centret vil på samme måde som i dag fortsat indeholde gratis ambulant rådgivning, som varetages af vores erfarne frivilligkorps – men med Folketingets saltvandsindsprøjtning vil vi kunne nå langt flere mænd end vi kan i dag. Derudover hjælper midlerne til at udvikle vores videnscenter og lærings akademi, som skal sikre at Mandecentrets specialiseret viden om mænd i krise videreformidles til fagfolk og beslutningstagere og garanterer bedre hjælp til denne ofte oversete og sårbare målgruppe.

Rådgivning til far og mor

Mandecentret vil bevare arbejdet med et helhedsorienteret syn på familien, og fortsat invitere begge parter til parsamtaler, rådgivningssamtaler – og vi fortsætter med at støtte op om at ethvert barn har ret til en far og en mor, og at alle har ret til et liv uden vold. Folketingets bevilling er et rigtig godt skridt på vejen, men vi søger fortsat om økonomisk støtte til at realisere hele visionen om at etablere et samlet center til gavn for mænd og deres børn.

Social – og ældreministeriets pressemeddelelse kan du finde her. 

Mere information

Pressehenvendelse:

Presse- og kommunikationsrådgiver i Mandecentret, Chastine Engqvist

Telefon: 5080 2867

Mail: ce@mandecentret.dk

Kønsneutralisering af §109?

De (mændene red.) oplever at være fuldstændig alene. Når de kommer til os, bliver mange af dem overraskede over, at der er andre. At det her faktisk er et almindeligt, anerkendt problem. At der er mange mænd, der udsættes for partnervold af deres kvindelige partner. Så for os er det beskæmmende, at § 109 er, som den er. Den fastholder en fortælling, som er usund, og som ikke er rigtig,” fortæller Jacob Astrup, konstitueret direktør i Mandecentret.

Servicelovens §109 går i sin enkelthed ud på at der tilbydes midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte. Under opholdet tilbydes indledende og koordinerende støtte og vejledning til kvinder. Den koordinerende rådgivning gives i forhold til bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole, daginstitutioner, sundhedsvæsen m.v.

Derudover tilbydes psykologbehandling til alle børn, som ledsager moderen under dennes ophold. Behandling skal have et omfang på mindst fire timer og op til ti timer afhængigt af barnets behov. Behandlingen skal udføres af en autoriseret psykolog.

Anderledes er det i Serviceloven §110, som Mandecentret er en del af. Ved en indskrivning på et §110 tilbud, tilbydes midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.

Kravet om støtte og rådgivning er ikke lovgivningsbestemt, men noget som Mandecentret tilbyder under tilsyn fra Socialtilsynet. Særligt for Mandecentrets godkendelse til §110, er at mænd, der bor på Mandecentret ikke må indtage alkohol og euforiserende stoffer, og ikke må have en ubehandlet psykiatrisk lidelse – på denne måde sikrer vi de tryggeste rammer for far og barn. Børn er en stor del af Mandecentret fokus, da fædre har overnattede samvær med deres børn på Mandecentret.

Hvis du vil læse mere om hvad det vil betyde, hvis Mandecentret bliver et §109 tilbud, og hvordan vi arbejder under nuværende lovgivning, kan du læse det i artiklen fra Kontrast her .

Læs mere om §109 her

Læs mere om §110 her

Psykisk partnervold mod mænd

Hvordan kan mænd være udsat for vold i deres parforhold og hvordan kan psykisk vold opstå i hverdagslivet?
Mandecentrets medarbejdere Jørgen Juul Jensen og Christina Karstens har skrevet artiklen ‘Psykisk partnervold mod mænd’ der blev bragt i Tidsskriftet for Psykoterapi.
Mandecentrets medarbejdere bliver ofte mødt med undren og en masse spørgsmål når vold mod mænd i nære relationer bliver bragt på banen.
Artiklen besvarer de spørgsmål som de fleste sidder med, og giver fagpersoner og andre nysgerrige på området, en mulighed for at blive klogere på hvordan man taler med mænd der har været udsat for partnervold.
Artiklen viser, hvordan det i et samtaleforløb kan være frugtbart at arbejde med en helhedsorienteret og relationel tilgang. På denne måde får manden styrket sin selvrespekt, sine ressourcer, værdier og sin handleevne. Artiklen tager udgangspunkt i forskning samt i viden og erfaringer fra et treårigt projekt for voldsramte mænd i Mandecentret, som sigtede mod at styrke mændene til et liv uden vold.

Du kan læse hele artiklen her:
Partnervold mod mænd
Artiklen blev bragt i Tidsskrift for Psykoterapi nr. 3, 2020

Under Radaren – vold mod mænd i nære relationer

Gennem tre år har Mandecentret arbejdet med at indsamle viden om mænd udsat for partnervold. Vi er meget stolte af den unikke nye viden vi har bragt frem i lyset.

I faghæftet ‘Under Radaren – vold mod mænd i nære relationer’, kan du få et indblik i, hvem de voldsudsatte mænd er, hvem der udøver vold mod mænd, hvilke voldsformer der findes og meget mere.

Faghæftet dokumenterer, at vold mod mænd skal tages ligeså alvorligt som vold mod kvinder.

Vi håber det nye faghæfte kan være med til at nedbryde tabuet om vold og kan være med til at øge fokus på de mænd, der er udsat for vold i deres nære relationer.

Du kan læse faghæftet her

X