Tjekliste til mandens skilsmisse

09.02.2014

Del denne side










Submit
Tjekliste til mandens skilsmisse

Det er sjældent nemt at gå fra hinanden. Måske er der 1000 ting, du synes, du skal have styr på. Med denne tjekliste til mandens skilsmisse kan du starte med 8.

Uanset om det er dig eller din partner, der har taget initiativet, kan en skilsmisse eller et parbrud være en kæmpe omvæltning. På nogle punkter er mandens skilsmisse anderledes end kvindens, ofte når det kommer til bopæl og samvær med børnene.

Mandecentret hjælper mænd og par både før, under og efter et parforholds afslutning. Så selvom vi med denne tjekliste tager udgangspunkt i manden, må partneren selvfølgelig gerne kigge med.

8 gode råd til mandens skilsmisse

1) Anerkend, at det her er måske er større, end du umiddelbart tror, og at du kan have brug for hjælp.

2) Bliv boende – med mindre du har en god, permanent bolig at flytte ind i. I særlige tilfælde tilbyder Mandecentret midlertidig bolig i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København.

3) Undgå at lave væsentlige aftaler eller træffe vigtige beslutninger, mens situationen er ny, og følelserne har overtaget. Brug eventuelt WRAP-metoden til at få truffet de svære beslutninger bedst muligt.

4) Hent råd og vejledning fra nogen, der har erfaring med skilsmisser. Du kan få gratis hjælp hos et Mandecenter tæt på dig.

5) Hent råd og vejledning om de følelsesmæssige konsekvenser. Her hjælper blandt andre Center for Familieudvikling med at forstå dine reaktioner efter et samlivsbrud.

6) Hent råd og vejledning om de praktiske konsekvenser, for eksempel omkring samvær og bolig.

7) Hent råd og vejledning om de juridiske konsekvenser. Mandecentret samarbejder med flere advokater, blandt andre Michael Nauman.

8) Sørg for bedst muligt at beskytte eventuelle børn imod at komme i klemme mellem far og mor. Har I svært ved at blive enige, kan I få hjælp hos Hvert 3. barn eller hos Mandecentret.

Mandecentret tilbyder gratis praktisk rådgivning og personlig sparring i fem byer i forbindelse med skilsmisse og parbrud, samvær med børn samt vold i parforholdet. Ring til os på 70 11 62 63 eller send en mail til info@mandecentret.dk og aftal tid til et møde.